Fællesskab, sved på panden og en ny hverdag.

7ad259384dd422eebf0ef25d3bf1beba91f1fd39

Vi har spurgt en række danskere, hvad digitale spil betyder for dem. For Snorri er spillet ganske enkelt uundværligt og har styrket både hans fysiske og mentale helbred.

Hvorfor spiller du?

“Det startede med, at jeg downloadede et spil på min telefon, fordi mit 5-årige barnebarn var for lille til at have sin egen. Vi gik sammen rundt på kirkegården og i parken og fangede de første Pokémon. Jeg kiggede ham over skulderen, og han var meget entusiastisk, mens jeg bare fulgte med. Efterhånden mistede han interessen, men så var jeg blevet fanget af spillet."

“I dag er spillet uundværligt for mig. Før gad jeg ikke rigtig gå ud – at gå uden mål og med var ikke mig. Nu har jeg fået en god grund til at komme ud og røre mig, og både mit fysiske og mentale helbred har det bedre. Selvom jeg har spillet i fem år nu, får jeg stadig aha-oplevelser – der sker hele tiden noget nyt.”

Før gad jeg ikke rigtig gå ud – at gå uden mål og med var ikke mig. Nu har jeg fået en god grund til at komme ud og røre mig, og både mit fysiske og mentale helbred har det bedre.

Hvad får du ud af at spille?

“I stedet for sudoku eller krydsord gør jeg det her. Man skal bruge hjernen og alle de redskaber, der er i spillet. Det bliver sværere og sværere, og der er kamp til stregen. Man lærer og udvikler sig hele tiden.”

“Man møder også folk. Der findes Facebook-grupper, hvor man holder kontakt. Om onsdagen kl. 18 er der fx Raid Hour – en time med intense raid battles, hvor man kun kan besejre bossen, hvis man samarbejder. Vi har en lokal gruppe, der mødes ved Sundbyøster Plads. Der ligger et Gym, der hedder Queen of the Maze, hvor vi starter, og så går vi videre til de næste Gyms.”

“Det bedste for mig er, at det får mig ud og røre mig. Første gang jeg hørte om spillet, var det faktisk en sundhedsekspert i radioen, der anbefalede det for folkesundheden. Nørderiet er også sjovt, og man møder mange forskellige mennesker. Jeg har hørt mange livshistorier, mens vi har jagtet Pokémon sammen.”

“Hvis du ser 5-10 mennesker gå i flok og alle ser ned i deres telefon og snakker sammen samtidig, så er det stensikkert, at de er til Raid Hour.”

Hvad ville du sige til andre, der har lyst til at komme i gang?

“Folk kan spille på mange måder. Nogle vil ikke mødes med andre, men kan stadig spille. Folk med handicap, der fx ikke så godt kan komme ud, kan købe remote raid passes og deltage hjemmefra. Hvis man har svært ved at komme ud, kan det her spil lokke én op af stolen – der er altid opgaver at løse og mennesker at snakke med.”

 

Læs andre portrætter

Digitale spils betydning rapport visual
Viden

Digitale Spils Betydning

Spil er ikke kun tidsfordriv, men bidrager til både afslapning, læring, kreativitet og stærkere relationer. Producentforeningens rapport fra 2023 viser, at digitale spil har stor betydning for danskernes mentale frirum og sociale liv.